Har du lagt mærke til, at der er særlige punkter, der helt naturligt kalder på din opmærksomhed, når du kigger på et billede? Dette kaldes for det gyldne snit. Det er her kunstnere placerer det vigtigste element i deres billeder. Det kan være en vigtig person eller genstand, som har afgørende betydning i billedet. Det kan også være en vigtig handling. I reklamebilleder er det ofte her produktet eller firmaets logo er placeret. Det gyldne snit kan altså bruges til at styre, hvad beskueren skal se og gøres opmærksom på, hvad end det er et maleri på et museum eller en reklame i et dameblad.

Hvordan finder man det gyldne snit

Du finder det gyldne snit ved at sætte streger 3/8 ind fra alle sider, så du har fire streger i alt, der danner ni felter. Det gyldne snit er ikke, som man godt kunne tro, det midterste felt, men derimod de fire snitpunkter, der udgør det midterste felt. Dvs. der hvor stregerne krydser hinanden. Dette skyldes, at dit øje naturligt drages af punkter forskudt til højre og venstre af midten. I analysen af et billede kan det gyldne snit hjælpe dig med at finde og dermed drage betydning af de vigtigste komponenter af et billede.